Vi hedder alle sammen Vejle til efternavn
Forfatter og rådgiver Henrik Meng ser mange indlysende grunde til, at Vejle er landets tredjestørste konferenceby. Autenticitet, samarbejde og hjertelighed fastholder og udbygger den position. Personligheden ligger i detaljen.
Henrik Meng fra Meng & Company a/s i Rungsted Kyst trådte sine barne- og ungdomssko i Vejle, og hans konsulent- og foredragsvirksomhed har hjulpet en del virksomheder i Vejleområdet til mere autencitet. Hans hjerte banker fortsat for byen.
Når talen falder på Vejle som konferenceby og alt det, Vejle kan som vært, fremdrager Henrik Meng en personlig oplevelse som eksempel:
Henrik havde inviteret sin kone på et lækkert weekendophold i Sverige. Alt omkring bestillingen fungerede perfekt. De fik mindst fire e-mails, hvor de kunne læse, hvor meget hotellet glædede sig til at se dem, og i den sidste var der sågar en Spotify-playliste, så de kunne komme i den rette stemning, mens de kørte til destinationen.
”Men da vi kom frem, var der ikke den store menneskelige interesse i os. Alt fungerede, som det skulle, og hotellet var lækkert. Men den hjertelighed, vi mærkede i de autogenererede mails, var ikke til at få øje på, da vi var fremme,” siger Henrik Meng.
Show it – don’t tell it
Han bruger historien om turen til Sverige som et eksempel på en detalje, mange værter overser. En velkendt læresætning i mange brancher er ”show it – don’t tell it”, og i det svenske eksempel var læresætningen vendt om. Selvom der ikke var en finger at sætte på kvaliteten og servicen, manglede der noget essentielt. En lille detalje, der desværre er ret almindelig at overse: Værten glemte at vise en oprigtig og menneskelig interesse for gæsterne.
”Mange værter er gode til at tænke i koncepter, bruge mange penge på indretning og CRM-systemer, der sikrer, at alt spiller på den tekniske side, og gæsterne møder masser af lækkerhed. Men de glemmer at fokusere på uddannelse og rekruttering af det rette personale, så gæsten virkelig føler sig ventet og velkommen. Det har de god fokus på i Vejle, og det er givetvis en af grundene til, at Vejle tiltrækker mange konferencer,” siger Henrik Meng, der også peger på naturen, handelslivet, infrastrukturen og placeringen midt i landet som gode grunde til Vejles succes som konferenceby.
Gæstfrihed og interesse i hele byen
At være vært er dog ikke et spørgsmål om smilenes bredde i receptionen. Konferencegæster skal møde gæstfrihed og interesse, uanset hvor de begiver sig hen i Vejle.
Han tror på, at meget kan vindes, hvis der er fokus på omtalen af gæsterne – også når de ikke er der. Det gælder både på hotellerne, konferencestederne, restauranterne – og i byen som helhed. Når værten gør sig umage, er der styr på alt det, gæsterne kan få brug for under opholdet. Det gør samarbejdet mellem alle institutioner og erhvervsdrivende i Vejle og opland utrolig vigtig. Uventede situationer kan betyde uventede behov, og en god vært vil altid gøre sit ypperste for at finde en lokal løsning.
”Personligheden ligger i detaljen, og det er netop det, der styrker Vejle som konferenceby: Lysten til at trække på samme hammel er mere udpræget i Vejle end i en storby som København. Vejlenserne er bedre til at acceptere, at de alle hedder Vejle til efternavn. At de når længst, hvis de hjælper hinanden til at give gæsterne den bedste oplevelse,” siger Henrik Meng.