Vi mødes der, hvor tæppet går

Den scene, du står på, føles, som om gløderne fra gårsdagens forestilling stadig ulmer lige under dig. Du kan næsten se, hvordan det spændte publikum har klappet skuespillerne tilbage til scenen. Som de andre finder du en plads. Lyset dæmpes, og snart har alle sat sig i de røde, dybe stole til en konference i spotlys.

Spotlyset blænder foredragsholderen et kort sekund, inden hun træder ud på scenen og kigger ind i det, du forestiller dig må ligne et mørkerødt gab af tilskuerpladser. Du sætter dig godt ned i sædet og ser på dine kollegaer og de andre fra branchen, der sidder tættest på. Det er ikke sikkert, du ville turde at stille dig op på den måde, som hun gør. På en eller anden måde bliver du grebet. Lader dig hylde ind i mørket og stemningen. Sidder bare og lytter og reflekterer.

Backstage og nærmest berømt

Pause. Okay, det er bare noget særligt at komme hjem fra en konferencedag og sige, at man har været backstage. Det er som om de kreative rammer, får det bedste frem i alle. Snakken falder på skøre skolekomedier, musicals I har oplevet i udlandet, og hvem der kan spille på et instrument.

Klokken ringer. Mere end én gang. Præcis som var det en teaterforestilling. I går ind, og du bliver igen opmærksom på, at der sker noget særligt, når døren er lukket til receptionen. Det magiske ved salen. Som et beskyttet rum fra resten af verden. De røde stole, de store gardiner og lyset. Det er som om, du er med i et teaterstykke. I er alle sammen med. Dig og dine kolleger. Hver især har I fået en rolle. Om lidt skal du præsentere dit projekt sammen med din gruppe. En helt anden rolle. Du bliver overrasket over, at du efter tiden i de bløde stole har fået lyst til at indtage scenen. Du træder op. I er på. I går ned. Tager hjem. Det har været en meget anderledes dag på kontoret.